Vedtægter
Som vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 5. juli 2018.
§1 Navn
Foreningens navn er Grundejerforeningen Trylleskoven og dens hjemsted er formandens adresse.
§2 Formål
Stk. 1:
Foreningens formål er at varetage grundejernes interesser såsom veje, stier, trafikregulering, vejbelysning, fællesarealer, tilgrænsende arealer, kontakt til myndigheder og lignende.
Stk. 2:
Grundejerforeningen har ansvaret for og varetager på medlemmernes vegne vedligeholdelse af områdets veje samt udvalgte stier og fællesarealer, herunder renovering og snerydning jfr. §6.
§3 Medlemmer
Stk.1:
Foreningen stiftedes ved en sammenslutning af grundejerforeningerne Hovgården og Karlstrup Mose og omfatter alle grundejere i disse områder.
Stk. 2:
Som medlemmer optages tidligere grundejere fra grundejerforeningerne Hovgården og Karlstrup Mose.
Stk. 3:
Optagelse af nye medlemmer uden for området skal vedtages på generalforsamlingen.
Stk. 4:
Medlemskab af grundejerforeningen er tinglyst ved deklaration på grunde udlagt til beboelse. Medlemmerne skal – hvis dette ikke er sket – ved ejerskifte forpligte sig til, at den nye ejer i tillæg til skødet får særskilt tinglyst deklareret krav om medlemskab af grundejerforeningen.
Stk. 5:
Optagelse som nyt medlem kan alene ske ved tinglysning af deklaration om medlemskab. Ved optagelsen erlægges fuldt kontingent og bidrag for det igangværende regnskabsår. Medlemmet skal hertil svare et indskud tilsvarende den opsparing pr. medlem der er i foreningen ved regnskabsårets start. Medlemmet skal yderligere sikre at de vejstykker hvis vedligeholdelse der overgår til grundejerforeningen er i en tilsvarende eller bedre tilstand i forhold til områdets øvrige veje. Vejstykket skal godkendes af bestyrelsen.
Stk. 6:
Et frivilligt ikke tinglyst medlemskab kan opsiges med mindst 1 måneds varsel til udgangen af et regnskabsår. Medlemmet er ikke berettiget til at modtage nogen andel af foreningens opsparing udbetalt.
§4 Generalforsamling
Stk. 1:
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed
Stk. 2:
Ordinær generalforsamling afholdes en gang om året i tiden 15.5-15.6. Indkaldelse, som skal indeholde dagsorden, regnskab samt budget for det kommende år, udsendes skriftligt af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel. Bestyrelsens forslag til behandling på generalforsamlingen udsendes sammen med indkaldelsen.
Stk. 3:
Den ordinære generalforsamling gennemføres efter følgende dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Valg af 2 stemmetællere.
- Formandens beretning for det forløbne år.
- Kassererens gennemgang af det reviderede regnskab samt gennemgang af budget for det kommende år.
- Behandling af indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse, revisorer samt suppleanter.
- Eventuelt.
Der udarbejdes referat fra generalforsamlingen som underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer og dirigenten.
Stk. 4:
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes skriftligt til formanden senest 2 uger før generalforsamlingen finder sted. Det påhviler herefter bestyrelsen, at grundejerne får en skriftlig oversigt over de indkomne forslag senest 1 uge før generalforsamlingen.
Stk. 5:
For behandling af indgivne forslag på generalforsamlingen skal forslagsstiller eller en repræsentant for forslagsstiller, være til stede på generalforsamlingen. Hvis dette ikke er tilfældet vil forslaget bortfalde.
Stk. 6:
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 2/5 af medlemmerne over for bestyrelsen fremsætter motiveret begæring herom. Indkaldelse sker skriftligt med mindst 7 dages varsel.
Stk. 7:
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
Vedtægtsændringer kræver at 2/3 af alle medlemmer er repræsenteret og at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget. Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, kan forslaget fremlægges i uændret form på en ny generalforsamling. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte. Den ny generalforsamling skal afholdes inden 2 måneder, med mindre forslagsstiller accepterer at forslaget kan genfremsættes senest på førstkommende ordinære generalforsamling.
Stk. 8:
Hvert medlem har kun én stemme, som kan afgives enten ved fremmøde på generalforsamlingen eller ved skriftlig fuldmagt. Der må ikke være knyttet begrænsninger til fuldmagten. Der kan max. medbringes 1 fuldmagt pr. fremmødt stemmeberettiget.
Stk. 10:
Et medlem, der er i restance til foreningen med kontingent eller gebyrer kan ikke vælges eller fastholde tillidshverv i foreningen. Er medlemmet i restance en uge før generalforsamlingens afholdelse, har medlemmet ikke stemmeret på generalforsamlingen.
§5 Bestyrelsen
Stk. 1:
Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen.
Stk. 2:
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, som vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Generalforsamlingen vælger formand og kasserer, mens bestyrelsen i øvrigt konstituerer sig selv. Såfremt formanden eller kassereren afgår mellem de ordinære generalforsamlinger, vælger bestyrelsen selv formand eller kasserer blandt de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Valget gælder kun frem til næste ordinære/ekstraordinære generalforsamling.
Bestyrelsen afgår skiftevis således:
- Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer på lige årstal.
- Kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer på ulige årstal.
Stk. 3:
Bestyrelsen nedsætter et vejudvalg, som forestår alle vejanliggender som nævnt i § 6. Vejformand og evt. medlemmer udpeges blandt bestyrelsens medlemmer.
Stk. 4:
Generalforsamlingen vælger 2 suppleanter til bestyrelsen samt 2 revisorer og 1 revisorsuppleant for 1 år ad gangen.
Stk. 5:
Genvalg kan finde sted.
Stk. 6:
Honorar til bestyrelsen fastsættes på generalforsamlingen.
Stk. 7:
Bestyrelsesmøder afholdes efter formandens skøn, eller når det kræves af 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 5 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Der udarbejdes referat fra bestyrelsesmødet, der underskrives af deltagerne i mødet.
Stk. 8:
Grundejerforeningen tegnes af formand og kasserer i forening eller én af disse og et andet bestyrelsesmedlem.
§6 Veje, stier og fælles arealer
Stk. 1:
Grundejerforeningen forestår renovering, vedligeholdelse, renholdelse, trafikregulering, snerydning og glatførebekæmpelse på kørebanen og reparationer som følge af normalt brug af de private fællesveje i området og de hertil hørende anlæg.
Stk. 2:
De enkelte medlemmer forestår selv renholdelse (fejning, fjernelse af ukrudt, snerydning og glatførebekæmpelse mv.) på fortove og i rabatter, hækklipning og beskæring af træer og buske i eget vejskel/rabat/fortov.
Ukrudt og græs på parcellen og fortov skal slås inden det bærer frø, ligesom hækken skal klippes 2 gange om året, første gang inden Sct. Hans.
Grundejerforeningen varetager af historiske årsager vedligeholdelsen af eksisterende træer i rabatter på Mosevænget
Arbejder i og på vejen i forbindelse med etablering og eller vedligeholdelse af forsyningsledninger m.v. samt retablering af vejen efter sådanne arbejder er Grundejerforeningen økonomisk uvedkommende.
Stk. 3:
Istandsættelse, der skyldes kørsel med tunge køretøjer i forbindelse med byggeri eller lignende, foretages for medlemmets regning.
Stk. 4:
Pil og poppel må ikke plantes i grundejerforeningens område
Stk. 5:
Misligholder et medlem sine forpligtelser med hensyn til renholdelse mm., har bestyrelsen ret til at lade arbejdet udføre for medlemmets regning. Beløbet er straks forfaldent til betaling og kan, om fornødent, inddrives ad retslig vej.
Stk. 6:
Grundejerforeningens arealer og anlæg skal anvendes i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lokalplan for området, gældende lovgivning, eller en på en generalforsamling vedtaget ordensvedtægt.
Der må ikke opsættes skilte mv. uden forudgående skriftlig godkendelse af bestyrelsen og relevante myndigheder.
Stk. 7:
Bestyrelsen udarbejder hvert år et vejbudget og en revideret 5 års plan, der viser grundejerforeningens forventede indtægter og udgifter, og som forelægges generalforsamlingen til godkendelse.
Stk. 8:
Bestyrelsen er uanset budget og 5-årsplan forpligtet til uden unødig forsinkelse at gennemføre alle nødvendige reparationer eller relevant midlertidig afhjælpning, der måtte være behov for i forbindelse med pludseligt opståede skader på områder omfattet af §6 stk. 1.
Uforudsete og nødvendige udgifter hertil er bestyrelsen bemyndiget til at opkræve gennem ekstraordinære indbetalinger fra medlemmerne, alternativt på en kommende ordinær opkrævning.
Stk. 9:
Ethvert medlem er forpligtet til at give de af bestyrelsen udpegede håndværkere adgang til sin ejendom, når dette er påkrævet af hensyn til arbejder igangsat af bestyrelsen.
Stk. 10:
Bestyrelsen er berettiget og forpligtet til i overensstemmelse med nærværende vedtægter at opkræve vejbidrag, betale fællesudgifter og sørge for fornyelse og vedligeholdelse i det omfang, hvor foranstaltningerne efter forholdene må anses for påkrævet.
Til dækning af Grundejerforeningens udgifter betaler medlemmerne et årligt vejbidrag, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen, på grundlag af det af bestyrelsen udarbejdede og af den ordinære generalforsamling godkendte budget.
Alle ejendomme betaler ens vejbidrag.
Efter godkendelse af årsregnskabet på generalforsamlingen skal restbidrag (underskud), der påhviler det enkelte medlem, indbetales til grundejerforeningen senest 14 dage efter påkrav.
Medlemmerne er berettigede og forpligtede over for grundejerforeningen i henhold til deres andel.
Grundejerforeningens økonomi til veje, stier og fællesarealer opkræves og opgøres selvstændigt.
Stk. 11:
Det kan på en generalforsamling vedtages, at der skal ske henlæggelser til bestemte formål, f.eks. fornyelser, fremtidig vedligeholdelse og øvrige istandsættelser, og det kan på generalforsamlingen vedtages, at grundejerforeningen optager lån.
Stk. 12:
Grundejere i nye udstykninger, der optages som medlemmer af grundejerforeningen Trylleskoven, betaler fuldtud de med de eventuelle vejanlæg forbundne udgifter, herunder opsætning af skilte m.m.
Stk. 13:
Bestyrelsen skal, sammen med repræsentanter for det ny udstykkede område, godkende de til udstykningen hørende vejområder, herunder også skiltning, hvorefter disse indgår i grundejerforeningens samlede vejanlæg.
§7 Bidrag
Stk. 1:
Nye medlemmer indtræder omkostningsfrit i foreningen.
Stk. 2:
Hvert medlem betaler kontingent/bidrag, herunder vejbidrag, for udgifter som foreningen har eller planlægger at afholde på medlemmernes vegne til opfyldelse af de af grundejerforeningen påhvilede forpligtelser. Nævnte bidrag fastsættes og godkendes af generalforsamlingen og opkræves efter generalforsamlingens nærmere bestemmelser herom.
Stk. 3:
Kontingent og bidrag opkræves efter generalforsamlingens beslutning i op til 4 rater. Sker opkrævningen i flere rater kan bestyrelsen beslutte at udlevere indbetalingskort for de(n) efterfølgende rate(r) sammen med første opkrævning. Det påhviler medlemmerne at drage omsorg for, at evt. ubetalte økonomiske mellemværender overdrages til den nye ejer, når ejendommen skifter ejer.
Stk. 4:
Ved rettidig betaling forstås 30 dage efter modtagelsen af påkravet. Betales det opkrævede beløb ikke rettidigt, betales der et eller flere adm. gebyrer, der fastlægges af generalforsamlingen. Herudover opkræves der morarenter jvf. lovgivningen.
Stk. 5:
Såfremt medlemmer i restance ikke betaler inden 14 dage efter modtagelse af anbefalet brev eller afleveringsattest, kan disse restancer, med påløbne renter, inddrives ad retslig vej.
Stk. 6:
Bestyrelsen har bemyndigelse til at lade foreningen optage lån i pengeinstitut til finansiering af foreningens formål, jvf. § 2, såfremt formålet og udgifternes størrelse i forvejen er godkendt af generalforsamlingen.
Stk. 7:
Ophører et medlem med at være ejer af sin parcel bortfalder medlemsretten, og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue. Medlemspligten for ejere af ovennævnte parceller indtræder samtidigt med erhvervelsen, uanset på hvilken måde denne finder sted.
Meddelelse om overdragelse, og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen, skal senest 14 dage efter handlens indgåelse sendes til grundejerforeningen. Dette gælder også for ejere ifølge tvangsauktion. Et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingentrestance eller i restance med ydelser og bidrag til foreningen, er pligtig at udrede det skyldige beløb, og hæfter solidarisk med sælgeren for de parcellen påhvilede forpligtelser, og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når restancen er udlignet tillige med påløbne omkostninger.
§8 Opløsning
Stk. 1:
Foreningen kan kun opløses når 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor.
Stk. 2:
Foreningen kan ikke opløses så længe, der påhviler den forpligtelser eller ydelser af nogen art.
Stk. 3:
Ved en eventuel opløsning skal generalforsamlingen vedtage hvordan foreningens midler skal fordeles.
§9 Årsregnskab
Stk. 1:
Regnskabet afsluttes hvert år den 31.3, hvorefter kassereren udfærdiger regnskab, som sammen med bogføringen og beholdning forelægges den samlede bestyrelse og derefter for revisorerne til godkendelse. Årsregnskabet forelægges således, at vejbidrag og anden drift er klart adskilt. Årsregnskabet skal godkendes af generalforsamlingen.
§ 10 Kassererens opgaver
Stk. 1:
Kassereren modtager og hæfter for foreningens pengemidler, ligesom der skal føres bogholderi med nøjagtig angivelse af ind- og udbetalinger med vedføjet dato.
Stk. 2:
Den kontante beholdning hos kassereren må ikke overstige kr.1.000, medens der over pengeinstitutkonti kun kan disponeres ifølge den gældende tegningsret.
Stk. 3:
Revisorerne har til enhver tid ret til eftersyn af bogholderi og beholdning.
Stk. 4:
Kassereren fører medlemsprotokol.
Stk. 5:
Medlemmerne er pligtige til ved overdragelse af parcellen, at anmelde dette til kassereren med opgivelse af den nye ejers navn og adresse.
Tilføjelser og ændringer
Der er ingen tilføjelser til de gældende vedtægter
